søndag den 30. januar 2011

Ankomst til Porto

Jeg er vel ankommet og indlogeret på hostel. Helt fantastisk by og solen har skinnet fra blå himmel hele dagen, skøn start! -Er virkelig træt nu, men i fantastisk humør. Så langt så godt, dadada fortsættelse følger ;)

lørdag den 22. januar 2011

Obligatoriske elementer i bloggen

Overvejelser inden opholdet
Så er der en uge til afrejse og ved stadig ikke hvor i Porto jeg skal i praktik. Det stresser lidt, men jeg prøver at holde roen og tror på det nok skal lykkes, det bliver spændende at se hvor lang transporttiden bliver fra bolig til praktiksted...
Lige nu er det hele egentlig komisk nok, eftersom jeg har problemer med at modtage min post, har jeg hverken modtaget det blå sygesikring, ekstra visa-kort, forsikringspapirer eller andet. Der har været lidt uenigheder om hvorvidt en vaccination er nødvendig, men har endelig fået af vide at det klart ville være smartest, så udover flytning, maling, i standgørelse af nuværende lejlighed osv. skal jeg også lige nå at få styr på dette.
Da jeg endnu ikke ved hvor praktikstedet ligger, har jeg valgt ikke at bestille kollegieværelse den 1. måned ( hvor jeg ikke har lejligheden), da det vil være for uoverskueligt at have betalt endnu et depositum, hvis det ligger alt for langt fra institutionen. Håber at jeg kan finde et sted at bo når jeg ankommer en søndag. Det føles vældig meget som et uforberedt eventyr, selvom jeg, meget atypisk, virkelig har gjort mig umage for at være forberedt på alting, bliver jeg hele tiden mindet om hvor utrolig lidt jeg har styr på. Sara siger at man alligevel ikke kan forberede sig på det man kommer ned til, så tænker at min fremgangsmåde vel er lige så god som alle andre ;)


A) Endelig er der styr på hvor jeg skal i praktik og det har givet mulighed for nogle overvejelser omkring det at være i praktik i Portugal.
Jeg håber at få styrket mine kompetencer i at få ting til at ske, hvordan passer min danske pædagogik ind i deres system og hvilke ændringer er nødvendige for at man kan igangsætte ting, der har chance for at fortsætte når jeg er rejst hjem.
Jeg har en formodning om at Portugal er mere inkluderende i deres tilgang til børn der falder lidt uden for normalen. Jeg tror også at der er en disciplineret tilgang til arbejdet med børn, mere end vi har herhjemme.
Jeg vil rigtig gerne introducere børnene for nogle aktiviteter i forbindelse med mit linjefag, SKB. 




Institutionsbeskrivelse

Jeg er i praktik på en institution ved navn Escola Santa Maria, som navnet indikerer er det en skole. Dog er der en vis forskel på denne skole og skoler i Danmark, først og fremmest er alderen på børnene her fra 0-10 år og alle der er uddannede til at have børnene kaldes teacher. Skolen har til huse i 2 hovebygninger hvorimellem der er en skolegård. I den ene bygning har de 0-5 årige klasselokaler og i den anden bygning de 5-10 årige, samt administration, lærerværelse og kantine for de 4-10 årige samt ansatte.
 Skolegården har en lille kunstfodboldbane, 2 store fuglebure, der var tidligere fugle i men de er nu døde, og det er blevet pigernes foretrukne legested. Så er der en pavillion ved navn tv-stuen, hvor børnene spiser deres kager kl. 10.30 inden de skal ud og lege og en lille separat sal hvor de har idræt 1 time om ugen.
Skolen er en privatskole der alene kører rundt økonomisk på forældrebetaling .
Skolen arbejder ud fra  Project methodology (John Dewey) og de snakker meget om learning by doing princippet.
I Portugal er det lovpligtigt at gå i skole fra man fylder 6 år, ind til da må børnene gerne gå hjemme, dog er der ikke så mange der benytter sig af det.
Institutionen har derfor den samfundsmæssige betydning at tilbyde den lovpligtige skolegang til børn fra 6-10, "den grundlæggende uddannelse" groft oversat, derudover tilbyder den at forberede børnene på denne skolegang fra 0-6 års alderen. Institutionen ligger i den velhavende del af Porto og det er tydeligt at se, både på bilerne der køres i når børnene afleveres og hentes og når man snakker med børnene om fremtidsjob, at forældrene er velhavende. Og der er altså stor forskel på kårerne her alt efter hvilken økonomi og status du besidder.
Skolen skal leve op til de krav der er fra regeringens side til en skole, men der skal ikke udarbejdes dokumentation, læreplaner eller lign. Der er altså basale retningslinjer fra regeringens side, så er der retningslinjer inden for skoleledelsen og så planlægger hver lærer inden for de udstukne rammer. Når jeg spørger lærerne hvad normeringen er er svaret at den er 1:20. Altså en uddannet lærer til 20 børn, men ofte er virkeligheden at der er ca. 15 børn og der er en færdiguddannet lærer, en studerende på sidste "praktik" og en eller to medhjælpere. Skolen kører rundt økonomisk, overskuddet spares op til renovering osv. snart skal vi flytte til nye midlertidige lokaler fordi hele skolen skal renoveres, dette er der sparet op til alene af forældrebetalingen. Det har været vigtigt for dem at fremhæve at ingen tjener noget på denne skole, altså udover løn. Skolen er en katolsk skole og lærerne deltager i kurser for at kunne undervise eleverne fyldestgørende i religionen. Derudover er det fast at man beder morgenbøn og synger katolske sange.

For ikke at tage for mange forbehold mens jeg skriver vil jeg lige påpege at dette er min erfaring og det jeg udtaler mig om er inden for normalområdet og børnene der går på skolen har velhavende forældre.




Læringsmål
Jeg ønsker at opnå forståelse for praktikstedets pædagogiske og samfundsmæssige opgave ved at sætte mig ind i skolens historie og aktuelle status i lokalsamfundet. Endvidere vil jeg tilegne mig indsigt i institutionens pædagogiske praksis, dels ved at læse om John Dewey's project methodology, ved at iagttage samspillet mellem børn og voksne og naturligvis gennem dialog med min vejleder.

Jeg vil have fokus på læringssyn i hverdagen og læse relevant pædagogisk litteratur f.eks. Dansk, kultur og kommunikation for at indkerdse kulturelle og samfundsmæssige vilkårs betydning for pædagogisk praksis.

Jeg vil tilegne mig indsigt i praktikstedets målgruppe og dennes behov, livskvalitet, udvikling og læring både gennem læsning, observationer og med dialog med mine kollegaer.

Ved at skrive daglig logbog vil jeg arbejde med systematisk erfaringsopsamlig og refleksion med henblik på dokumentation og udvikling af pædagogisk praksis.

Institutionens pædagogik

På skolen er der ansat uddannede lærere, støttelærere (rengøring), hvoraf nogle er mildt retarderede (siger man det på dansk?) og køkkenpersonale, samt freelance musik, engelsk og idrætslærere.
I Portugal er der forskellige uddannelser alt efter om man skal være lære for de 0-5 årige eller om man skal være det for de 6-10 årige.
Efter dansk standard kan man sige at uddannelsen for at blive lærer for de 6-10 årige minder om den danske læreruddannelse. Og den anden kan sidestilles med pædagoguddanelsen og arbejdet i børnehaven. Uddannelsen for at arbejde med de 0-5 årige varer 4 år, det første år består af teori, med stor vægt på hvordan man underviser børn i de forskellige aldre. 2. og 3. år består af hver 2-3 praktikker af 3 måneders varighed. Praktikken foregår på forskellige institutioner og med forskellige aldersgrupper imellem og undervejs følger de studerende stadig timer på universitetet. 4. år er de i praktik et sted i et år og har en ugentlig skoledag. I den sidste praktik følges de tæt af en vejleder som er klasselærer i den klasse de følger, og denne giver så vejledning og karakterer undervejs i forløbet. Ligeledes overvåges enkelte timer af lærer fra universitetet for at vurdere den studerende. Dette er så vidt vides den portugisiske uddannelse der kan sammenlignes bedst med den danske pædagoguddannelse. Dog lader det til at der er utrolig stor vægt på hvorledes man lære dem boglige ting og hvordan man forbereder dem bedst muligt til skolen og langt mindre vægt på social og grovmotorisk udvikling. Og netop hele omsorgsaspektet virker heller ikke fremtrædende i deres uddannelse. Så selvom uddannelsen rækker mod arbejdet med de 0-5 årige, kan jeg sagtens se hvorfor de kalder det lærerudannelse, da det klart er her fokus ligger.

beskrivelse af hverdagen
Nu bor jeg i gåafstand til mit praktiksted, så har nogle dejlige rolige morgener med et kvarters gang til skole. Jeg møder kl. 9 hvor timerne bør starte. Skolen modtager børn fra kl. 7.30 om morgenen,  så alle leger når jeg møder ind. Ude foran står en af dem som passer børnene uden for skoletimerne og tager godt imod børn og forældre. Klokken bliver ofte 10-15 minutter over 9 før undervisningen starter, sådan er det med alle aldersgrupperne. Hos de 10-årige læses dagens program højt af Lærer Karla og eleverne skriver programmet ned i deres notesbøger, også her skrives lektierne ned. Som regel arbejder børnene først individuelt hvorefter tavlen tændes og det lavede gennemgås i fællesskab. Kl. ca. 11 har børnene og jeg en halv times pause, der er boller og the til personalet og børnene har selv en snack med til denne pause. Nogle pauser bruger jeg til leg med børnene andre bruges på at tjekke mail eller forberede aktiviteter. Skoledagen fortsætter og kl. 13 spiser børnene frokost som laves på skolen. Derefter spiser jeg som regel med 2-3 af lærerne, mange af lærerne snakker ikke engelsk og jeg forstår ikke hvad der snakkes om når de snakker sammen og det går stærkt, ofte er der en der oversætter og ellers gør de sig umage med at snakke ind imellem henvendt til mig. Jeg har frokost i halvanden time så derfor er det også ofte jeg ellers går ud og mødes med venner og spiser frokost med dem i denne pause.  Nogle gange er der tid til overs hvor eleverne og jeg har tid til forskellige tilrettelagte aktiviteter, i stedet for at de hurtigste skal sidde helt stille og vente.
Klokken ca. 16.30 har jeg fri, men intet er sikkert med tiderne her, til gengæld er det aldrig et problem hvis jeg skal nå noget går jeg bare.
Efterhånden som jeg har lært deres system at kende og bedre kan forholde mig til tingene er der nærmest flere ting som er svære for mig at forstå.
Lærerne især er altid stressede og farer rundt for at nå det de skal i pauserne, har ikke tid til at tage specialhensyn osv. Ofte bruger de også en del af pauserne på at hjælpe eller skælde børn ud. Men ofte, er der 3 lærere til en klasse og der er kun en der underviser. Når freelanceunderviserne kommer og underviser i musik eller engelsk går klasselæreren med og kigger på, så skælder hun gerne ud en gang når børnene ikke hører efter og ellers sidder hun bare. Derudover er der ret strikse krav til hvad der skal laves på skolen, for det første skal de nå pensum, derudover skal de klare sig godt i pensum. Fra skolens side er der så ekstra krav på hvad pensum er, her indebærer det jo også kristendom fra børnene er 3 år. Hver gang lederen har hørt om en venindes børn der går på en anden skole og har lavet en gave til forældrene skal børnene det også her, for konkurrencen er hård. (og forældrene vælger jo skolen så de skal have flotte gaver fra deres børn ;)) I gennemsnit har der været festdag hver 14. dag mens jeg har været her og der mister børnene som minimum 3 timers undervisning ofte hele dagen. Til festdage skal alle klasser også forberede et show som de viser for hinanden. Og en masse af de ting er sådan set skønne, netop fordi der lægges så meget vægt på det rigtige og boglige, er det jo super de både udvikler sociale kompetencer og kreative evner i forbindelse med gavelavning og festdage. Jeg savner bare virkelig deres selvbestemmelse, for det hele skal være så flot at jeg føler eleverne ikke får lov til selv at tage stilling. Nå ja men der er en masse der skal nås udover pensum som beskrevet og alligevel går tingene så sløvt at både morgen og efter begge pauser starter timen ca. et kvarter for sent. Andre gange snakker lærerne lige og glemmer at hente eleverne ind til time så starter den 20-30 min. Senere end planlagt. OG hvis en forældre kommer og vil snakke med læreren så må undervisningen vente indtil de har snakket færdig. Det undrer mig bare at de gider stresse så meget når de i virkeligheden bare kunne bruge deres tid ordentligt og ja det er jo en anden kultur og har langt hen af vejen vænnet mig til deres ”sløve sind”, men hvis det går ud over resten af dagen er det da værd at genoverveje.
Jeg har fravalgt at være speciel social med de andre Erasmus-studerende, der er ellers masser af muligheder. I stedet træner jeg ofte når jeg har fri, og får vekslet nogle få portugisiske fraser med de andre mellem sveden. Jeg har været velsignet med massere af besøg fra Danmark, men ellers går jeg ikke ud i hverdagen, jeg er simpelthen for træt og vil faktisk hellere være hjemme. Men som sagt som Erasmus-studerende er der altid mulighed for at lave noget, om det er surf, fest, biograf, fællesspisning osv. Er det klart muligt. Derudover har jeg mødt mange portugisere som efter første møde synes man er venner og som regel også er friske på det ene eller andet. Således er der stor mulighed for at være social både lokalt og internationalt.



Aktiviteter

Aktiviteter på Escola Santa Maria:
SKB-aktivitet for de 4-årige
Model: Hiim&Hippe;
http://www.jeppe.bundsgaard.net/undervisning/foraar2005/fagpaedagogik/begrebetfagpaedagogik/HiimHippe.jpg





                                                                                                                                                 
Læringsforudsætninger:

Børnene er 4 år gamle, bruger deres krop en del, men har dog kun 45 minutters voksenstyret bevægelse om ugen. Der er kun lidt plads i klasserummet og der er ikke tid og rum til den store udfoldelse her, børnene leger dog uden dørs 1 ½ - 2 timer om dagen i pauser, nogle leger vildt og udfordrer kroppen, men flere vælger også de stillesiddende aktiviteter, som at lege med dukker og tegne.
Da jeg ikke kender børnene så godt er det svært at vide hvilken sværhedsgrad jeg skal lægge aktiviteten i.
Rammefaktorer:
Vi har et gymnastikrum til rådighed, en lille pavilion. Børnene har gymnastik ca. 45 min. En gang om ugen. Da jeg bestemt ikke taler sproget godt nok til at forklare regler osv. Har enkeltheden i aktiviteten været med i mine overvejelser.
Mål:
Mit mål med aktiviten er at børnene opnår kropsforståelse gennem leg. Derudover træner øvelsen mave og ryg, som kan hjælpe til en bedre kropsholdning. Mit personlige mål at fremstå som en troværdig voksen, der på trods af sprogbarrierer formår at motivere og forklare selv, langt hen ad vejen. Gennem denne aktivitet kan jeg vise en lille del af min tilgang til børnene og pædagogik.
Aktiviteten:
Siddende rundkreds på gulvet, et lille tøjdyr elsker simpelthen sure tæer og skal transporteres hele vejen rundt kun ved hjælp af fødderne, han er meget sky så det er utrolig vigtigt ikke at røre ham med hænderne. Børnene bliver nød til at hjælpes ad.
Læreprocessen:
Da jeg kun har fået tid til at lave aktiviteten en gang, er mit focus på processen under udøvelsen og ikke på bestemt træning, el. lign.
Evaluering:
Aktiviteten gik rigtig godt, børnene forstod hurtigt og samarbejdede fint, der kom endda en ekstra teddy I spil så der var to på vej rundt I cirklen, den ene kunne jagte den anden. De fik brugt kroppen i nogle uvante stillinger mens de havde det sjovt. Derudover lykkedes det at forklare ved hjælp af lille teaterstykke mm. Det var tydeligt at det gik rent ind, så det var en succes.

Danmarksprojekt med de 4-årige:


Da jeg var hos de 4-årige fik jeg lov at lave et Danmarksprojekt, jeg skulle indrette det efter at jeg kun kunne lave det med 1-4 af gangen og jeg vidste ikke hvornår jeg fik tid til det, så når der lige var hul i undervisningen mm. Kunne jeg tage et par stykker, hvis ikke de var i gang med leg.
Det lykkedes mig at få alle til at bidrage, nogle klippede billeder ud, andre pap til billedet og limede det på osv. Min vision var at de for en gangs skyld selv fik lov at bestemme hvordan tingene skulle se ud og laves. Derfor de skrå kanter osv. Det vigtige for mig var ikke det færdige resultat blev flot i den ”lige forstand” men at det blev flot i børnenes højde og at de følte det virkelig var dem der havde bidraget både med at lave det og ideerne. Det kunne dog ses lidt for tydeligt da det blev hængt op hulter til bulter, og jeg dagen efter, efter påtale fra læreren, måtte rette hele tavlen så tingene så ordentlige ud.

Danmarksprojekt hos de 5 –årige

D




Da jeg var hos de 5-årige fik jeg en eftermiddag( 1,5 t.) til rådighed til at lave et Danmarksprojekt.
Her kunne jeg altså ikke lave en kreativ del sammen med dem, men stadig fandt jeg det vigtigt at det ikke var et kedeligt foredrag med oversætter jeg skulle holde. Derfor lavede jeg en kæmpememoryspil med billeder fra Danmark så alle kunne være med, når en fik stik ville jeg så kort fortælle om det der var på billedet, derudover lavede jeg et puslespil ud af et Europakort som også kunne leges med.